[TRAVELupdate]
Welcome to TRAVELupdate > Archive - articles > Stjernedrys over Europa

Stjernedrys over Europa

(B.T. 14. juli 2006)

Michelin er bedst kendt for at uddele en, to eller tre stjerner til de allerfineste spisesteder, men Europas smagsdommere uddeler også stjerner til de bedste turistattraktioner og hoteller. Ti danske seværdigheder får topkarakter

Af Kenneth Karskov

I mere end 100 år har Michelins Røde Guidebog været den ultimative hjælp at have ved hånden, når du skal finde et godt sted at spise. Her er de allerfineste restauranter blevet dekoreret med en, to eller tre stjerner. Men madanmeldelser er ikke det eneste de kan.
Michelin er nemlig meget mere end det. For uanset om du har brug for en overnatning i Toscana, et godt spisested i Sydfrankrig eller skal finde vej fra lufthavnen og ind til hotellet, så er her hjælp at hente - og den gode nyhed er, at det hele kan findes på nettet kvit og frit.
Viamichelin.com rummer en række nyttige funktioner udover anbefalinger af restauranter. Med denne hjemmeside kan du finde vej igennem Europa med ruteplanlæggeren, du kan bladre i oversigten over de mest seværdige turistattraktioner, du kan printe lokale vejkort ud og du kan finde beskrivelser af de bedste hoteller.

De bedste danske turistattraktioner
Maden fylder selvsagt meget på siden. Desværre oplever mange at lande i en »turist-fælde«, hvor maden minder mere om Dyrehavsbakken end om franske eller italienske specialiteter. Disse deprimerende spisesteder kan du fremover helt undgå, endda uden maden behøver at blive dyrere af den grund!
Det er nemlig ikke kun de fineste og dyreste steder, som er beskrevet her. Gode, billige restauranter bliver anbefalet på lige linje med de allerbedste, og når du står i en by, hvor du aldrig før har sat dine fødder før, så kan det være betryggende at vide, at Michelins erfarne madfolk siger god for stedet.
Ligesom med restauranterne så uddeler Michelin også en til tre stjerner til turistattraktionerne. En stjerne betyder »interessant«, to stjerner får en attraktionen, der er en omvej værd, og tre stjerner gives for de oplevelser, som er hele rejsen værd. Hvor ingen af hovedstadens restauranter har gjort sig fortjent til tre stjerner, så uddeler Michelin topkarakterer til hele ti danske seværdigheder. Tre stjerner får Glyptoteket, Nationalmuseet, Nyhavn, Rosenborg Slot, Statens Museum for Kunst, Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet, Louisiana, Kronborg, Frederiksborg Slot.
Når det kommer til hotellerne bliver sagen grebet an på samme entusiastiske måde. Her bliver der set stort på, hvor mange stjerner, der hænger i lobbyen, for Michelin giver stederne deres egen vurdering med på vejen, og en karakter fra ét til fem »hoteller«. Det betyder f.eks. at Copenhagen Marriott Hotel, der andre steder på nettet bliver udråbt til det bedste hotel i København, kun får fire »hoteller« her. Sådan et amerikansk kædehotel falder ikke i god smag hos franskmændene, der i stedet mener, at D'Angleterre er det bedste sted at bo i byen.

Find vej gennem Europa
Derudover rummer siden også en ruteplanlægger. Det er en ganske nyttig feature, der kan beskrive en rute fra det ene sted til det andet ned igennem Europa. Jeg indtaster en tur fra Trianglen på Østerbro i København og ned til Greve, syd for København for at se, hvor god den er. Et par sekunder senere kommer Michelinmandens forslag frem på skærmen, og her kan jeg se, at han vil jage mig ud på en 37 km lang tur.

Fra København til Hamborg
Til sammenligning klemmer Kraks ruteplanlægger (www.krak.dk) turen ned på under 27 km - det er altså ti km til forskel! Viamichelin kender altså ikke smutvejene lige så godt som den lokale side – Kraks i dette tilfælde – men over en længere tur forsvinder forskellen. Da vi sammenlignede data på en tur fra København til Hamburg, så vendte billedet og her vandt Viamichelin klart.
Den sidste test består siden med glans. Et bykort over Østerbro er forbavsende præcist, fuld af detaljer og med meget nøjagtige oplysninger som visning af ensrettede gader og husnumre. Det er super!
Konklusionen er at med denne ene hjemmeside, kan du faktisk planlægge hele din ferie. Hvis du ikke kommer videre i din søgning på nettet, så gør det ikke alverden, for her kan du både finde vej til de store seværdigheder, den lækre mad og et godt sted at sove.

B.T. Rejser anbefaler: www.viamichelin.com