[TRAVELupdate]
Welcome to TRAVELupdate > Archive - articles > Spis som kongen

Spis som kongen

(B.T. 24. november 2006)

Banjoung Somlee er tidligere kok for den thailandske konge. Nu serverer han mad for sultne turister i badebyen Ao Nang.

Af KENNETH KARSKOV

Blot halvanden times flyvning fra den thailandske hovedstad Bangkok ligger badebyen Ao Nang. Her kan de prale af storslåede solnedgange, kilometervis af kridhvide sandstrande og gode restauranter i hobetal.
Den slags lokker år efter år danske og europæiske turister i massevis hertil, hvilket tydeligt smitter af på restaurationslivet i byen. Langs havnepromenaden vrimler det med ægte italienske pizzaria'er, minimalistiske skandinaviske restauranter og gode rustikke spisehuse, der serverer en ordentlig bøf.
Så her er, alt der skal til for at mætte den kræsne turistmave. Bortset lige fra en thairestaurant...

Kongelig hofleverandør
Man skal et stykke væk fra al turistmyldret med kopitasker, dvd-film og spøjse souvenirs, og ind på badebyens smukke boutique hotel, The Cliff, for at finde den gode thaimad.
Selve hotellet er uforglemmeligt med kun 21 små bungalows og en helt særlig intim atmosfære. Det bygget som en thailandsk landsby ville se ud for flere hundrede år siden, og det har været medvirkende til, at stedet er udråbt til et af Thailands 50 smukkeste resorts.

Lokale gæster
»Rim pa« er navnet på hotellets fabelagtige restaurant, og her bliver der serverer mad, der er en konge værdig! Restauranten har både thailandske og internationale retter på menukortet, og det er blandt andet de sydthailandske specialiteter chefkokken, Banjoung Somlee, tidligere har præsenteret for den thailandske konge.
Da vi besøger restauranten er de eneste andre gæster lokale thailændere, og det er som altid et godt tegn. Rygtet om kokkens royale fortid har hurtigt spredt sig i lokalbefolkningen, og de vil gerne opleve den mad som hans tidligere højtærede arbejdsgiver satte så stor pris på.

150,- for to personer
Vi starter måltidet med kokkens thailandske fiskefrikadeller. En simpel forret, der her bliver præsenteret som et lille kunstværk. Dernæst følger en stærk sydthailandsk karryret med rejer og broccoli og en omgang royale stegte nudler. Til sidst kommer en klassisk asiatisk dessert på bordet: En dejlig sød omgang »Gluay Thoort«, dybstegte bananstykker i sprød dej, som man lige dypper i honning eller chokoladesovs. Sødt så plomberne hviner.
Det smager himmelsk og indtrykkene nærmest eksploderer i munden, hvor smagsløgene forsøger at følge med i måltidets hæsblæsende tempo. Nudlernes milde afstemthed afløses af karryrettens intense krydderisammensætning, den stærke chili forsøges afhjælpes med lokale Singha øl, og den søde dessert skylles ned med en kop earl grey thé.
Priserne er ikke højere end på nogle af de tarvelige turistrestauranter på strandpromenaden, og regningen ender på sølle 150 kroner for to personer.
Restauranten er åben både til frokost og aften, men især ved skumring er Rim Pa en smuk oplevelse med en kold brise og dramatisk udsigt over klipperne. Det anbefales at bestille bord, for det er blevet populært at spise som en konge - uden at spendere hele apanagen.

WWWejen til Restaurant Rim Pa
Restaurant Rim Pa
The Cliff Ao Nang Resort
Ao Nang, Krabi, Thailand
Hjemmeside: www.k-bi.com