[TRAVELupdate]
Welcome to TRAVELupdate > Archive - articles > Angelina og Brads afrikanske perle

Angelina og Brads afrikanske perle

(B.T. 20. maj 2006)

Hollywoods hotteste celebrity-par tilbringer ventetiden op til fødslen af deres første fælles barn i Namibia, hvor turistmyndighederne er lykkelige for al virakken

Af Kenneth K. Hansen

Normalt er der stille her i feriebyen Swakopmund på denne tid af året. Det er vinter i Namibia, og selvom dagene er varme med temperaturer i tyverne, så er nætterne kolde.
Det plejer at betyde lavsæson for turistbranchen i den charmerende ferieby, men i år er det anderledes. For selvom alt på overfladen ånder fred og idyl, så er her er travlt.
Det skyldes ene og alene to mennesker, der holder ferie her i nærheden: Brad Pitt og Angelina Jolie.
For når verdens hotteste celebrity-par vælger at tilbringe deres ferie her, så følger verdenspressens udsendte med. Tilmed er »Lara Croft«-stjernen højgravid, så både medierne og de lokale spekulerer flittigt i, om parret vælger at lade fødslen foregå her i Sydvestafrika.

Overdådig luksus
Alt det oplever B.T. Rejser på nærmeste hold, da vi opholder os på det eksklusive Swakopmund Hotel, der ifølge alverdens medier er udgangspunkt for parrets ophold i Namibia. Det er feriebyens fineste hotel, og samtidig et af de smukkeste steder i verden at bo.
Hotellet har til huse i en mere end hundrede år gammel stationsbygning, og selvom det officielt kun har fire stjerner, så er disse historiske rammer med til at fuldende billedet af et hotel, der er berømt for overdådig luksus og eksklusiv service.

Røgslør
Det smukke hotel vil være et naturligt sted at bo for et par af Brad og Angelinas kaliber. Men det gør de ikke. Sandheden er, at det er et røgslør!
Så mens fotografer kravler rundt på plænen foran det mondæne hotel, bliver hotellets vagter mere og mere nervøse. Den nervøsitet tolker sladderpressens udsendte derhen, at vagterne beskytter nogle meget vigtige mennesker, og hvem kan det være?
Ja, det kan jo kun være Angelina og Brad, tænker de og så kører historien.
B.T. Rejser erfarer dog, at parret opholder sig på et helt andet hotel, et kvarters kørsel herfra.

Ikke alle er begejstrede
Swakopmund er en by, der er omgivet af en usædvanlig smuk, men barsk natur. Syd for byen begynder den lange kyststrækning, der går under navnet »Skeletkysten«, og nord for ligger den fascinerende, men uvenlige, Namib ørken. Det eneste, som adskiller denne sandørken fra havets bølger, er den to-sporede Trans-Kalahari motorvej.
15 kilometer sydpå ad motorvejen ligger en lille klynge huse samlet. På skiltet, der viser ned til husene, står der »Langstrand«.
Det er her - på Burning Shore Beach Lodge - parret tilbringer ventetiden, indtil fødslen finder sted. Her kan de to filmstjerner være i fred, for udover nogle enkelte feriehuse, så er Langstrands lange, hvide strand den eneste attraktion.
Her er ingen butikker, blot en lille restaurant. Så alle indkøb skal foretages i byen, og det vender op og ned på hele Swakopmund, når Angelina eller Brad skal shoppe.
»Det er et værre postyr. Politiet spærrer hele gaden af, når de skal noget, så vi kan hverken komme frem eller tilbage,« fortæller indehaveren af Western Saloon i Swakopmund.
Her er ikke megen begejstring at spore over Hollywood parrets tilstedeværelse.
»Det har en masse negative konsekvenser«, siger han. »De bor oppe i Langstrand og har lejet det hele for 3 millioner kroner. Så hele stranden er spærret af, og man kan ikke længere bade der - selv fiskerne er blevet smidt væk derfra!« siger han og ryster på hovedet.

Glade turistmyndigheder
På landets turistkontor er man dog anderledes positiv.
Her ser man Brad Pitt og Angelina Jolies ophold som en gave for Namibia, for besøget giver mere omtale i radio, tv, aviser og blade i hele verden, end man nogensinde ville kunne betale sig til.
Her er man stensikker på, at det er guld værd for Namibia som turistdestination.
Andre steder i Swakopmund varierer stemningen fra stolthed over ligegyldighed. Nogle er begejstrede for, at to af verdens største stjerner er kommet til netop deres by for at fejre livets allerstørste øjeblik, andre er nærmest ligeglade.
Hollywoodparret har lejet sig ind på hotellet i Langstrand i tolv uger, så efterhånden har indbyggerne vænnet sig til de berømte gæster, og deres tilstedeværelse er ikke længere det første, der dukker op i en samtale her i Sydvestafrika.
Følg Kenneth K. Hansens tur rundt i Namibia i B.T. Rejser 10. juni.

Fakta: Paparazzi-forbud
Namibias Informationsministerium har i skarpe vendinger advaret alle internationale journalister mod at rejse ind i landet uden en gyldig arbejdstilladelse. Tilmed skal journalisterne kunne fremvise en invitation fra Hollywood-parret, der dokumenterer, at de har en interview-aftale. Så fast besluttet er den namibiske regering på at beskytte VIP-gæsterne, at tre franske paparazzis og en sydafrikansk fotojournalist er blevet udvist.